Mit fodboldblad blev grundlagt på sovjetrus og ulovlig kopiering

Grundlovsdag 1985 vandt det danske fodboldlandshold 4-2 over Sovjet. Jeg var interesseret i fodbold i forvejen, men det var som om at min interesse fik et boost efter den kamp. I hvert fald fik jeg en gevaldig lyst til at fastholde mindet om kampen, og jeg besluttede at udgive mit første fodboldblad i en alder af 12 år. Danmark var født!

“Dette blad hedder “Danmark” og handler om danske landskampe. Det er det første blad der er lavet, og denne gang handler det altså om VM-kvalifikationskampen i 1985 mod Sovjet i Idrætsparken. Sovjet har vi aldrig slået før, men det gjorde vi den 5. juni 1985 kl. 16.00.”

Sådan stod der i forordet til det første nummer af “Danmark”, og det har tydeligvis været min klare ambition at dette blad ikke bare skulle være en éngangsfornøjelse. Det blev det bestemt heller ikke. Mit bladeventyr varede i 3 år, og det var en hobby jeg lærte meget af, og som måske bærer en del af skylden for, at jeg den dag i dag nyder at skrive og udgive. Det kommer i dag til udtryk på min faglige blog på Webfronten.dk, hvor jeg skriver om webudvikling, digitalisering og sociale medier.

Undskyld copyright!

Det er en kraftig tilsnigelse at sige, at jeg skrev hele fodboldbladet på egen hånd. Man kan snarere sige, at jeg med egen hånd klippede artikler fra diverse danske aviser før og efter kampen og klistrede dem på et A4-papir. Avisudklippene kopierede jeg på en kopimaskine på det lokale bibliotek i Birkerød, og min far kopierede det færdige blad på B&W Skibsværft, hvor han arbejdede som civilingeniør. Ikke just en lovlig tilblivelsesproces, men det var bestemt ikke for egen vindings skyld at jeg gjorde det. Til at starte med var bladet gratis, så oplaget på 20 eksemplarer blev selvsagt revet væk af fodboldinteresserede venner og familiemedlemmer. Senere blev det solgt for 1 kr. pr. blad, men det var ikke noget der gjorde mit folkeskoleliv økonomisk rigere af den grund.

Erika skrivemaskine

Fodboldbladet “Danmark” blev bl.a. skrevet på denne Erika skrivemaskine

Det første nummer var på 28 A5-sider, og det indhold der ikke var sakset fra aviser og blade blev enten skrevet i hånden eller på en gammel Erika skrivemaskine, som har været min farfars engang. Udover forsiden og forordet på side 2, havde jeg egenhændigt forfattet midtersektionen om Manchester United, som to uger før landskampen havde vundet den engelske FA-cup-finale med bl.a. danske Jesper Olsen på holdet. Søreme om jeg ikke også på næstsidste side havde helliget en hel side med min egen håndskrift (ikke kønt), hvor jeg havde afskrevet kampens tal (målscorere, holdopstillinger og tilskuertal). På bagsiden annoncerede jeg næste nummer:

“Venskabskampen mod “arvefjenden” Sverige den 11. september 1985. Det er ved samme lejlighed også Elkjær’s fødselsdag! På redaktionens vegne: HURRRAAA… P.S. Han blir 28 år!”

Læs  det første nummer af DANMARK

Jeg vil på et senere tidspunkt delagtiggøre dig i, hvordan det gik med de resterende fodboldblade. Indtil da kan du passende genopleve den fantastiske kamp med den danske presses egne ord (!) i det første nummer af mit fodboldblad Danmark:

Hvis du ikke kan få nok fodbold, så er her et 6 minutters resumé med højdepunkter fra kampen:

Har du lyst til at se flere af mine gamle fodboldblade?

  • Zapros

    Jeg lavede også selv blade i årene 1985 og 1986. Desværre har jeg kasseret dem forlængst, ærger mig meget. Har idag en kæmpesamling, og er altid på udkig efter gamle sports og fodboldblade…Interessant og sjov læsning.

  • Zapros

    Du kan forøvrigt se min samling her; http://bold.homepage.dk/books.html