Niklas Luhmann
- introduktion til teorien om sociale systemer

Noter

Af: Birgitte Michelsen og Torben Heikel Vinther

Resume

Imidlertid er det afg�rende for en tilegnelse af Luhmanns tanker at forst� hans grundbegreber og -antagelser, idet en r�kke af dem adskiller sig radikalt fra en dagligdags eller sociologisk anvendelse. Centrale begreber som system, kommunikation og handling, der lyder velkendte, bruger Luhmann i en ganske speciel, men ogs� pr�cis betydning.

Niklas Luhmann - introduktion til teorien om sociale systemer henvender sig b�de til interesserede l�sere, som kommer i ber�ring med Luhmanns t�nkning for f�rste gang, og til dem, som allerede kender hans systemteoretiske paradigme, men som �nsker at besk�ftige sig mere dybtg�ende med det.

Kapitel 2:
Systemteori som interdisciplin�rt paradigme

2.1 Almen systemteori

Almen systemteori bruger ”system” som noget sammensat i sammenligning med noget element�rt. Helheder i betydningen en enhed der er mere end summen af sine dele. (22)

Elementerne udg�r sammen en helhed hvis de st�r i en bestemt relation til hinanden. (23)

Systemet udm�rker sig ved at det ikke kan fremstilles blot gennem relationen af et element til et andet element, men kun gennem den samlede m�ngde af gensidige relationer. Ethvert system danner en entydig gr�nse som l�ber mellem systemet, dvs. dets elementer og relationer og systemets omverden, dvs. alt hvad der ikke h�rer til systemet. (25)

Organiseret kompleksitet: vekselvirkninger mellem enkeltf�nomener.

Uorganiseret kompleksitet: line�r sammenk�dning af enkeltf�nomener (af A f�lger B; af B f�lger C osv.). Den v�sentligste genstand for systemteorien er organisationsformen i den komplekse vekselvirkning mellem enkelte elementer. (26)

Lukkedes systemer: Opretholder sig selv homeostatisk, dvs. internt stabilt; efter opn�elsen af en ligev�gtstilstand forandrer det sig ikke l�ngere.

�bent system: Kan opn� en station�r tilstand af homoestase men denne tilstand er selv variabel, opl�selig og midlertidig. Udvikler en dynamik gennem udviklingsprocesserne med deres omverden og som kan variere karakteren af deres tilstand uden at m�tte �ndre systemstrukturerne fuldst�ndigt for hver forandring i omverdensbetingelserne (27)

�bne systemer udm�rker sig ydermere derved, at de ved omverdensforandringer selv omstiller deres interne organisation, og at de ikke bliver kausalt betinget eller entydigt bestemt udefra. Dvs. de selvorganiserer: Systemer reagerer p� omverdenen if�lge deres egne indre logik. (28)

Kybernetik: Beskriver forholdet mellem det, der kontrollerer (kontroll�ren) og det der bliver kontrolleret (feedback). Unders�ger feedback effekter af disse processer p� disse processer (29).

2.2 Holistiske og systemteoretiske t�nkem�der i sociologien

Weber: Forst�ende sociologi.

Durkheim: Holistisk sociologi

En systemteoretisk tilgang/t�nkning begynder i sociologien n�r sociale handlinger bliver opfattet som enkelte elementer i en social sammenh�ng. Sociologisk systemteori forklarer enkeltpersoners adf�rd ud fra den givne systemsammenh�ng. (32-34)

Strukturbegrebet st�r i centrum for den struktur-funktionalistiske systemteori, som er udviklet af Talcott Parsons – Luhmanns vigtigste l�rer. Begrebet struktur knytter sig til de systemtelementer som er uafh�ngige af kortfristede forandringer i forholdet system-omverden.

Funktionsbegrebet betegner et socialt systems dynamiske aspekt, dvs. de sociale processer som skal sikre opretholdelsen og stabiliteten af systemstrukturerne i en omverden der forandrer sig. Alle sociale systemer m� opfylde fire element�re funktioner: tilpasning, m�lopn�else, integration og struktur-opretholdelse. (35)

Handlinger fremtr�der som resultater af den systemsammenh�ng der er dannet gennem disse handlinger. (36)

Kapitel 3: Teorien om sociale systemer

Der er Luhmanns erkl�rede m�l at formulere en universel teori for faget sociologi ved at tilslutte sig den almene systemteori. Han fors�ger at udvikle en teori, der er overgribende ift. faget, og som med systemteoretiske begreber fors�ger at beskrive sociologiens samlede genstandsomr�de.

Udarbejdelsen af en universel sociologisk teori vha. den almene systemteoris midler vil sige, at enhver social kontakt kan forst�s som system. (37)

3.1 Funktionel-strukturel systemteori

Parsons voluntaristiske orden: Samfundsm�ssig orden beror p� en generel v�rdikonsensus som er fast institutionaliseret i det sociale liv og som samtidig gennem realisering socialisationsprocessen er blevet bindende for medlemmerne. (39)

Enhver konkret handlingsenhed er, ligesom enhver anden form for social orden, resultatet af samspillet mellem kulturelle, sociale og personlige faktorer. F�lles, delte kulturelle v�rdier og normer styrer og strukturerer sociale handlingsforl�b og sikrer p� denne m�de det f�lles samliv. (40)

Luhmann kritiserer Parsons idet Luhmann mener man ogs� m� tage h�jde for konflikt og forandring, foruden integration og orden, samt proces ift. struktur. Luhmann tager funktionsbegrebet f�r strukturbegrebet og taler om en funktionel-strukturel systemteori. Sociale systemer defineres ikke l�ngere if�lge et bestemt v�rdi- og strukturm�nster. (41)

Ved socialt system forst�r Luhmann sammenh�ngen mellem sociale handlinger der henviser til hinanden. N�r flere personers handlinger bliver knyttet sammen med hinanden opst�r der altid et socialt system eller et handlingssystem der afgr�nser sig fra en omverden. Alle handlinger, som henviser meningsfuldt til hinanden, tilh�rer det p�g�ldende system; alle andre handlinger, som ikke opretholder nogen relation til den p�g�ldende meningssammenh�ng tilh�rer systemets omverden. Noget er enten system (henholdsvis tilh�rer systemet) eller omverden (henholdsvis tilh�rer omverdenen). Sociale systemer har en mulighed for at erstatte de bortfaldne bidrag med andre og alternative ydelser. (42)

�kvivalensfunktionalisme: Sammenh�ngen mellem problemer og probleml�sninger. Udgangspunktet for den funktionelle analyse er ikke systemets best�en, men verden. (43)

Verden er ikke et system, da den ikke har noget ydre, over for hvilket den afgr�nser sig selv. Verden kan imidlertid heller ikke forst�s som omverden, fordi enhver omverden foruds�tter et indre, som ikke selv tilh�rer omverdenen. Verden er hverken system eller omverden; den omfatter snarere alle systemer og deres dertil h�rende omverdener; den er alts� en enhed af system og omverden.

Verden, eller verdens kompleksitet bliver hos Luhmann gjort til det �verste relationspunkt for den funktionelle analyse. Kompleksitet betyder den samlede m�ngde af mulige begivenheder og tilstande. Noget er komplekst n�r det kan antage mindst to tilstande. Jo flere tilstande og begivenheder desto st�rre antal af mulige relationer mellem dem. (44)

Systemets funktion: At reducere kompleksitet. Sociale systemer er alts� en formidling mellem verdens ubestemte kompleksitet og det enkelte menneskes kapacitet til bearbejdning af kompleksitet. Sociale systemer reducerer verdenskompleksiteten ved at udelukke muligheder. Sociale systemer danner ”�er af mindre kompleksitet”. Omverden er altid mere kompleks end systemet. (45)

For at reducere verdens kompleksitet m� systemer have en egenkompleksitet for at opfatte og forarbejde verdens kompleksitet. Verden er s�ledes kun kompleks set ud fra det enkelte systems synsvinkel.

Tre typer af sociale systemer:

1.       Interaktionssystemer. Kommer i stand ved at de tilstedev�rende handler. De tilstedev�rende er personer som sanser hinanden.

2.       Organisationssystemer. Sociale systemer kan betegnes som organiserede n�r medlemskabet er knyttet til s�rlige betingelser.

3.       Samfundssystemer. Det mest omfattende samfundssystem. Samfundet er mere end summen af alle interaktions- og organisationssystemer, da der i samfundssystemet optr�der en mangfoldighed af handlinger.

Den funktionelt-strukturelle teori drejer sig om at udvide den menneskelige evne til at opfatte og reducere verdens kompleksitet. (46-48)

Habermas’ kritik af Luhmann: Forsvarer det best�ende af hensyn til systemets opretholdelse.

Habermas kritiserer en videnskabelig teori med politiske argumenter. (49)

3.2 Nyere udviklinger i systemteorien

Det nye systemteoretiske paradigme fokuserer mere p� autopoiesis end p� kompleksitetsreduktion, is�r af Maturana og Varela. (52)

Autopoietiske systemer er levende dannelser som fremstiller og opretholder sig selv. Det sker idet de selv producerer og fremstiller de komponenter og bestanddele som de best�r af. De skaber m.a.o. fortl�bende deres egen organisation gennem deres egen opereren. Komponenterne interagerer med hinanden i en cirkul�r proces, og at der derved bestandig bliver skabt de komponenter, som er n�dvendige for systemets opretholdelse. Ikke-levende systemer er allopoietiske. (53)

Alle levende v�sner har ganske vist den samme organisation, men de har forskellige strukturer. Mens begrebet organisation er m�ntet p� enheden i systemkomponenternes cirkul�re produktionsprocesser, betyder begrebet struktur de konkrete relationer mellem bestanddelene.

Autopoietiske systemer er invariante mht. organisation men samtidig foranderlige mht. struktur. (54)

Autopoietiske systemer opererer selvrelationelt eller selvreferentielt. Reduktionsprocessen er rekursiv n�r den hele tiden anvender produkterne og resultaterne af sine operationer som grundlag for videre operationer.

Omverdenskontakten som de levende systemer r�der over (�benheden) bliver f�rst for alvor mulig gennem den autopoietiske organisationsm�de (lukketheden). �benheden og lukketheden st�r i et betingelsesforhold til hinanden. (55)

Den autopoietiske organisations lukkethed er foruds�tningen for dens �benhed. Dvs. autonom men ikke autarke. (56)

Hjernen eller det neurale system udg�r et cirkul�rt system hvori nerveceller udelukkende interagerer med andre nerveceller, og er dermed lukket, rekursivt, selvrefentielt og autonomt.

Maturana og Varela begr�nser sig til kun at karakterisere levende systemer. (59)

3.3 Psykiske systemers autopoietis

Luhmann opfatter sociale systemer som selvreferentielt lukkede, autopoietiske systemer. Dvs. Luhmann overf�rer autopoiesis til sociologiens omr�de. (61)

Luhmann anvender et alment enhedspr�get autopoiesisbegreb til beskrivelse af forskellige systemarter. (62)

Autopoietiske systemer er operationelt lukkede systemer som selv fremstiller deres komponenter i en rekursiv proces. Lukkethed er her en foruds�tning for �benhed. (63)

Luhmann h�vder at bevidsthedssystemer opererer autopoietisk. Dvs. at de fortl�bende frembringer sine komponenter af sine komponenter i en rekursiv proces og p� denne m�de skaber og opretholder sig selv som en enhed. Psykiske systemers specifikke elementer kalder Luhmann tanker eller forestillinger. (64)

Luhmann opfatter bevidstheden som et autopoietisk system, fordi den er besk�ftiget med hele tiden at frembringe nye tanker.

Intet bevidsthedssystem kan eksistere og forts�tte sin autopoiesis uden passende bidrag fra omverdenen, dvs. uden hjerne, krop, luft vand osv. (65)

Hjernen befinder sig i bevidsthedens omverden.

Hjernen t�nker ikke, den producerer ingen tanker og forestillinger. tanker og forestillinger er bevidsthedssystemets selv-producerede og ikke yderligere opl�selige sidsteenheder for hvilke der ikke findes nogen umiddelbar �kvivalent i omgivelserne.

Systemer der er strukturelt koblede er henvist til hinanden – og de forbliver samtidig omverden for hinanden. (66-67)

3.4 Sociale systemer som emergent ordensniveau

Sociale systemers elementer, dvs. sidsteenheder, betegner Luhmann som kommunikation. Sociale systemer er kommunikationssystemer; de reproducerer sig selv p� den m�de at e fortl�bende knytter kommunikationer an til kommunikationer. (69)

Det sociale best�r iflg. Luhmann ikke af mennesker men af kommunikationer; mennesker forekommer kun som sociale systemers omverden. Kommunikationer er iflg. Luhmann ikke et resultat af menneskelig handlen men et produkt af sociale systemer. Mennesket kan ikke kommunikere, kun kommunikation kan kommunikere.

Mennesket best�r af flere selvst�ndige systemer: organismen, immunsystemet, det neurologiske system osv., som opererer uden at overlappe hinanden.

Hos mennesket findes forskellige processer, men der findes ingen autopoietisk enhed, som er overgribende ift. disse forskelligartede systemer. (70)

Der er ingen umiddelbar kontakt mellem to bevidsthedssystemer, dvs. mellem to mennesker.

Bevidstheden kommunikerer ikke med andre psykiske systemer. (71)

Kommunikation danner dermed en selvst�ndig og egendynamisk proces.

Sociale h�ndelsesforl�b danner et selvst�ndigt og egendynamisk operationelt niveau. De er henvist til organiske, neurale og psykiske tilstande (dvs. er system-omverden relateret hertil).

Kommunikation foruds�tter altid mindst to mennesker og dermed en flerhed af organisme, neurale og psykiske systemer. (72)

Sociale systemer kan ikke eksistere af egen kraft, men er afh�ngige af mennesket via organiske, neurale og psykiske omverdensforuds�tninger.

Mennesket er s�ledes ikke l�ngere ophav til eller subjekt for kommunikationen. Omverdenen er et konstitutivt moment i forskellen ml. system og omverden, den er alts� ikke mindre vigtig for systemet end systemet selv. (73)

Enhver kommunikation skaber fra �jeblik til �jeblik en s�rlig efterf�lgende kommunikation – eller det p�g�ldende sociale system holder op med at operere. Psykiske systemer er p� en s�rlig m�de delagtige i kommunikationen, og denne form for delagtighed anviser en s�rlig position til bevidsthedssystemerne.

Kun bevidsthed kan iflg. Luhmann irritere eller pirre til kommunikationen. (74)

Kommunikation kan hverken f�res tilbage til en individuel bevidsthed eller til en kollektiv bevidsthed. Kommunikation t�nker ikke, den kommunikerer.

Kommunikation bliver hele tiden irriteret, pirret og forstyrret i sine egne kommunikations-operationer af bevidsthedssystemer.

Sociale og psykiske systemer er strukturelt koblede, dvs. ingen kommunikation uden bevidsthed og vice versa. De er omverden for hinanden. (75)

Eks: Den samtale man deltager i og det man samtidig t�nker p� kan g� helt forskellige veje. (76)

Det er umuligt for os at se ind i vores kommunikationspartneres hoveder; vi vil aldrig f� at vide , hvad de t�nker – heller ikke vha. kommunikation. De deltagende psykiske systemer forbliver uigennemsigtige for hinanden; de forbliver black boxes. (77)

Levende v�sner, nervesystemer, psykiske og sociale systemer danner forskellige emergente ordener, der udg�r omverden for hinanden.

Luhmann konciperer psykiske og sociale systemer som systemer der konstituerer og anvender mening. Alle andre systemtyper tager ikke mening i anvendelse. Det konstitutive for mening er forskellen mellem aktualitet og mulighed. Kernen af aktualitet er ustabil. (79)

Pga. aktualitetskernens ustabilitet m� der hele tiden foretages en nyudv�lgelse, en selektion. (80)

Enhver aktuel intention henviser til andre intentioner, til yderligere f�lgemuligheder, hvoraf en i n�ste �jeblik bliver aktualiseret.

Kommunikation er altid kommunikation om noget. Kommunikation intenderer noget og henviser samtidig til bestemte tilslutningsmuligheder.

Mening er en selektiv begivenhed; der m� hele tiden tr�ffes valg og aktualiseres en potentiel mulighed. (81)

Mening muligg�r reduktion af kompleksitet og opretholdelse af kompleksitet p� en og samme gang. Sociale og psykiske systemer forarbejder kompleksitet i form af mening (82  og 84).

Luhmann skelner mellem tre meningsdimensioner:

Sagsdimension: Hvad der er tilf�ldet i verden, dvs. ting, teorier, meninger etc.

Socialdimension: Hvem der tematiserer ting, teorier, meninger etc.

Tidsdimension: Hvorn�r noget sker. (83)

3.5 Kommunikation og handling

Kommunikation kan ikke forst�s i betydningen af et budskab fra afsender til modtager, fordi psykiske systemer opererer selvreferentielt lukkede og derfor hverken kan afgive eller modtage budskaber. (84)

Luhmann beskriver kommunikation som en tredelt selektionsproces der kombinerer information, meddelelse og forst�else med hinanden.

Enhver information er en selektion ud fra en horisont af muligheder.

Kommunikationen kan meddeles mundtligt, skriftligt, hviskes, r�bes osv.

Information kan forst�s p� den ene eller den anden m�de.

Der er f�rst tale om kommunikation n�r der foreligger en syntese af alle tre selektionsydelser. Det udelukker samtidig at man kan opfatte kommunikation som et resultat af �t individs handlinger. Selektionerne indeb�rer at der deltager flere psykiske systemer. (85)

Eks.: Samtale mellem l�ge og patient. (86)

Information er en konstruktion i kommunikationsprocessen og ikke en operation hos bevidsthedssystemet. Kommunikationen giver ingen information om hvad det deltagende bevidsthedssystem t�nker i det p�g�ldende �jeblik. Mens kommunikationen kommunikerer kan de deltagende bevidsthedssystemer t�nke p� noget andet. Omvendt har kommunikationen mulighed for at optage irritationer fra sin systemomverden – eller at undg� dem kommunikativt. (87)

Mindst �t andet psykisk system m� deltage o kommunikationen, for at syntesen mellem information, meddelelse og forst�else kan komme i gang. Alligevel g�lder det ogs� her, at forst�else ikke m� opfattes i psykologisk forstand.

Forst�else kan alene, ligesom de to andre selektioner, beskrives ud fra den sociale systemreference. Det er ikke de bevidsthedssystemer, der deltager i kommunikationen, men kommunikationen selv, der fastsl�r hvad der fungerer som forst�else i kommunikationsprocessen. (88)

Forst�else er ikke en operation som tjener til at forbedre transparensen mellem individerne; forst�else er snarere en konstruktion i kommunikationen. (90)

For at betegne at det drejer sig om konstruktioner i kommunikationen og ikke om bevidsthedssystemer eller s�gar om hele mennesker, taler Luhmann om personer.

Personer: Kommunikationsinterne enheder, ikke mennesker med deres psykiske, organiske og neurale systemer. Personer er ikke systemer men identifikationspunkter i kommunikationen. (91)

Kommunikationen ”flager” med at den selv er en handling og opfattes som en meddelelse – men er alts� en kompleks enhed af information, meddelelse og forst�else. Kommunikationssystemet bruger en kausalforklaring til beskrivelse af kommunikation.

Kommunikationen bliver reduceret til �t selektionspunkt. Denne reduktion �bner op for at sociale h�ndelsesforl�b bliver opfattet personcentreret: kommunikation bliver tilregnet enkeltpersoner som deres meddelelseshandling. (92)

En beskrivelse af sociale sammenh�nge, der opfatter sociale systemer som handlingsk�der i stedet for som kommunikationsk�der, er ikke forkert men ensidig.

Man reducerer kommunikationen til handling , og dermed i sidste instans til psykiske hensigter, planer og intentioner hos den handlende. Og man overser derfor at den menneskelige bevidsthed hverken kan frembringe kommunikationen bevidst eller styre og determinere den kausalt. Man kan ikke tale om kommunikation, allerede i det �jeblik en kommunikation bliver meddelt, men f�rst n�r en meddelt information ogs� bliver forst�et. (93)

Handlingsbegrebet referer til �n person og er derfor sk�vt ift. det sociale niveau. (94)

Kommunikation er ogs� mulig uden sprog; fx ved kropsbev�gelse, sp�rgende blikke, gestus osv.

Den ustandselige reproduktion af stadig nye kommunikationer udg�r et problem for de sociale systemers varighed: enten skaber de sociale systemer en ny kommunikation fra det ene �jeblik til det andet, eller de holder op med at operere. (95)

Teorien om autopoietiske systemer giver begrebet begivenhed en central placering. (96)

Luhmann forst�r sociale systemers strukturer som forventningsstrukturer – som en meningsform. (97)

Forventninger indsn�vrer mulighedsspillerummet, men holder det samtidig �bent.

Processer drejer sig om en selektiv sammenknytning af en flerhed af enkeltbegivenheder; processer best�r dermed af begivenheder, som er tidsligt ordnet p� en bestemt m�de. Sociale processer er mao. kommunikationssekvenser.

Karakteristisk for processer er f�r/efter-differencen: processer dannes ved gennemf�relse af en overgang fra en aktuel begivenhed til en dertil passende f�lgebegivenhed. Strukturer foretager en for-udv�lgelse vha. eksklusion; processer g�r det samme gennem tilslutningss�gning. (98)

3.6 Iagttagen

Iagttagelse er betegnelse vha. en skelnen. Fx kvinde/ikke mand, ret/uret osv. (100)

Iagttagelse er altid betegnelse af �n side inden for rammerne af en skelnen. Inden for rammerne af en iagttagelse er det umuligt at betegne begge sider af forskellen samtidig.

Der er otte epistemologiske konsekvenser af denne definition:

1) Alle systemer, ogs� ikke-levende, kan iagttage. (101)

2) Iagttagelsen er en systemintern operation. (102)

3) Enhver iagttagelse er bundet til den valgte forskel, dvs. den kan ikke se hvad den med denne forskel ikke kan se. (103)

4) Ingen iagttagelse kan iagttage sig selv i iagttagelses�jeblikket.

Iagttagelse af iagttagelse kalder Luhmann iagttagelse af anden orden.

5) Heller ikke iagttagelse af anden orden kan iagttage sig selv. (105)

Ogs� iagttagelsen af anden orden forbliver bundet til sin egen blinde plet. Men iagttagelse af iagttagelse muligg�r refleksive indsigter i deres egen iagttagelse. Den blinde plet er s� at sige hans iagttagelse apriori; dvs. latente strukturer.

Iagttageren af anden orden kan i det mindste se at han ikke kan se hvad han ikke kan se. (105)

6) Verden er monokontekstural i iagttagelsen af f�rste orden.

Verden er polykontekstural i iagttagelsen af anden orden, i det blindheden for noget bestemt �bner op for at se noget bestemt, og at disse syn ikke ville v�re kommet i stand uden blindheder. (106)

Hermed bortfalder det absolut ”rigtige” syn p� tingene. (107)

7) Begreberne paradoks og afparadoksering har en fremtr�dende position. (108)

Paradokser: Situationer med uafg�rbarhed, to v�rdier som ikke kan udelukkes. De sigter p� fuldst�ndig beskrivelse og indeholder et mods�tningspar. Dvs. beror p� selvreference og benyttelse af en forskel. (109)

Enhver iagttagelse er konstitueret paradoksalt. (110)

8) Teorien om iagttagelse har auto-logiske implikationer. Det som teorien udsiger om iagttagen g�lder for teorien selv. (111)

Med udgangspunkt i lededifferencen mellem system og omverden opererer teorien om sociale systemer med forskellen mellem operation og iagttagelse, eller iagttagelse af f�rste eller anden orden. (112)

Kapitel 4: Samfundsteori

4.1 Systemdifferentiering og prim�r samfundsm�ssig differentiering

4.2 Samfundsstruktur og semantik

4.3 Samfundsm�ssig evolution som omstilling af differentieringsformen

4.4 Enhed og difference

4.5 Person, inklusion og individ

Kapitel 5: Samfundsdiagnose

5.1 Risiko

5.2 Moral

5.3 Kritik

til toppen